SOKRATES OG THEODOTE

Samtale mellem Sokrates og hetæren Theodote1

Sokrates og hans venner er taget hen til hetæren Theodotes hus, fordi de har hørt, at hun er usædvanlig smuk, og nu vil de selv se, om det er rigtigt. Knap er de ankommet, før Sokrates får inddraget Theodote i en samtale om, hvordan man får fat på mænd og ikke mindst, hvordan man holder fast på dem – for det er jo det, hun lever af.
Det er den første kendte tekst, hvor en hetære selv kommer til orde, og dermed peger den frem mod Alkiphrons hetærebreve og især Lukians hetæredialoger.

Engang boede der her i byen en smuk kvinde, som hed Theodote, og hun var en af de kvinder, der var sammen med enhver, der kunne overtale hende.2 En af dem, der var sammen med Sokrates, havde omtalt hende og sagt, at ord ikke kunne beskrive hendes skønhed. Og da han tilføjede, at der kom kunstnere til hendes hus for at male hende, og at hun lod dem se så meget, som anstændigheden tillod, udbrød Sokrates: ”Så må vi hellere selv gå hen for at se hende. Vi kan jo ikke forstå noget, der ikke kan beskrives med ord, ved bare at høre om det.” Og ham, der havde fortalt om hende, sagde: ”Så kom med, jo før jo bedre!”

De tog altså hen til Theodote, og da de ankom, netop som hun stod model for en maler, kunne de virkelig betragte hende. Da maleren holdt en pause, sagde Sokrates:
”Mine herrer, er det os, der skal takke Theodote for at have vist os sin skønhed, eller er det hende, der skal takke os, fordi vi kiggede på hende? For hvis hun får mest ud af vise sin skønhed frem, bør hun takke os, mens vi bør takke hende, hvis det er os, der får mest ud af at se på den.”
”Ja, det er rigtigt”, var der en, der sagde.

Sokrates fortsatte: ’Hun nyder altså allerede fordel af vores beundring, og når vi fortæller om hende til en større kreds, vil hun få endnu mere ud af det. Og hvad os angår, har vi allerede lyst til at røre ved det, som vi har set, og går lettere ophidsede herfra; og vi vil længes tilbage, når vi er gået. Ud fra det må vi slutte, at det er os, der giver hende opmærksomhed, og hende der får den.”
”Jamen, hvis det er sådan”, brød Theodote ind, ”bør jeg jo takke jer for at kigge på mig”.

Nu lagde Sokrates mærke til, at hun var kostbart klædt, at hendes mor ved siden af hende bar usædvanligt udsøgt tøj og flotte smykker, og at der var mange smukke tjenestepiger, som også var velplejede og velklædte – og derudover var huset pragtfuldt indrettet.
Sokrates3
Sig mig, Theodote, ejer du en gård?

Theodote
Nej, det gør jeg ikke.

Sokrates
Jamen har du så et hus, der giver dig en indtægt?

Theodote
Nej, heller ikke.

Sokrates
Har du så nogle slaver, der arbejder som håndværkere?

Theodote
Nej, det har jeg ikke

Sokrates
Jamen, hvordan får du så alt det, du har brug for?

Theodote
Det får jeg, hvis en mand, der blevet min tilbeder, vil give mig gaver – det er det, jeg lever af.

Sokrates
Ved Hera, så er du sandelig velhavende, Theodote, for det er da langt bedre at have en flok tilbedere end at have en flok får, geder eller okser! Men overlader du det til tilfældet, om en tilbeder flyver hen til dig – ligesom en flue – eller har du selv en eller anden plan?

Theodote
Hvordan skulle jeg kunne udtænke en plan for det?

Sokrates
Jamen ved Zeus, det er da meget mere oplagt for dig end for edderkopperne! Du ved jo, hvordan de jager deres føde: De væver nemlig et fint spind og lever af det bytte, der falder i deres net.

Theodote
Og nu foreslår du altså, at jeg også væver et net?

Sokrates
Nej, selvfølgelig ikke, du må ikke tro, at du kan jage det ædleste bytte, nemlig tilbedere, med så primitiv en metode. Har du ikke lagt mærke til, at selv dem, der jager et simpelt bytte som harer, bruger forskellige fangstmetoder:

Eftersom harer finder deres føde om natten, anskaffer jægerne hunde, der kan at jage om natten, og går på jagt med dem. Og fordi harerne forsvinder, når det bliver lyst, bruger jægerne andre hunde, som kan finde dem ved snuse sig frem til det spor, harerne har fulgt fra græsmarken og til reden. Og da harerne er så hurtige, at de kan slippe væk i løb selv på åben mark, anskaffer jægerne nogle lynhurtige hunde, som kan løbe dem op og fange dem. Og fordi der alligevel er nogle harer, der slipper væk, sætter jægerne net op ved de stier, som harerne flygter ad, for at de skal gå i dem og hænge fast.
Theodote
Skulle jeg da kunne fange tilbedere på den måde?

Sokrates
Ja, det ved Zeus, hvis du i stedet for en hund får fat i en, der kan gå på jagt for at opspore dannede og rige mænd til dig, og – når de er fundet – lægge en plan for at drive dem ind i dine net.

Theodote
Net? Hvad er det for net, jeg har?

Sokrates
Du har i hvert fald et, og et meget finmasket et, nemlig din krop! Og i den bor der en bevidsthed, som lærer dig, hvordan du kan charmere med dit blik, og hvordan du kan underholde med dine ord, som fortæller dig, at du skal tage varmt imod den opmærksomme tilbeder, og afvise den arrogante, at du skal tage dig omsorgsfuldt af en tilbeder, når han er syg, og glæde dig uforbeholdent, når det går ham godt, og at du skal give dig fuldstændigt hen til ham, der viser dig særlig opmærksomhed.4 For jeg ved jo, at du kan kunsten at elske, både ømt og lidenskabeligt, og jeg ved, at det ikke er i ord, men i handling, at du får dine tilbedere til at tro på, at de tilfredsstiller dig.

Theodote
Ved Zeus, helt ærligt, den slags metoder bruger jeg overhovedet ikke.

Sokrates
Ikke desto mindre er det vigtigt at opføre sig både naturligt og korrekt over for en mand. For du kan hverken fange eller holde på en tilbeder med magt, sådan et bytte skal fanges og fastholdes med venlighed og søde ord.

Theodote
Ja, det har du ret i.

Sokrates
Altså, i første omgang skal du kun bede dine beundrere om noget, som de slet ikke vil betænke sig på at opfylde.
Og derefter skal du betale tilbage og på samme måde vise din velvilje. For på den måde er der størst mulighed for, at de bliver dine tilbedere, og at de bliver ved med at være det i lang tid og giver dig store gaver. Og du vil give dem størst nydelse, hvis du først giver dem det, du har at tilbyde, når de beder om det. Du ved jo, at selv den lækreste mad får en til at væmmes, når man får den serveret, før man har appetit, og at den giver kvalme, hvis man allerede er stopmæt. Men når maden serveres for en, der er blevet godt sulten, bliver selv et simpelt måltid en lækkerbisken.
Theodote
Og hvordan kan jeg vække deres sult efter det, jeg kan tilbyde?

Sokrates
Ved Zeus, hvis dine tilbedere er mætte, må du i første omgang hverken servere for dem eller friste dem, førend deres mæthed har fortaget sig, og de har appetit igen. Og når de så har fået appetitten igen, skal du friste dem ved at være tilbageholdende og lade som om, at du ikke vil give dig hen, men spille kostbar, indtil de tigger og beder dig. For på det tidspunkt vil de samme gaver være meget mere værd, end hvis du gav dem, før der var nogen, der ønskede dem.

Theodote
Jamen Sokrates, hvorfor bliver du ikke min medhjælper i jagten på tilbedere?

Sokrates
Ved Zeus, gerne, hvis du kan overtale mig.

Theodote
Og hvordan kan jeg så det?

Sokrates
Det må du selv finde ud af, og du kommer nok på noget, hvis du får brug for mig.

Theodote
Så kom og besøg mig rigtig tit!

Sokrates med en ironisk hentydning til sit a-politiske liv
Men det er ikke særlig let for mig at finde tid til det, Theodote. Der er nemlig mange opgaver, der optager mig, både mine egne private og byens anliggender. Og jeg har jo også pigevenner, som ikke vil give slip på mig, hverken dag eller nat, fordi jeg lærer dem om elskovsmidler og tryllesange.
Theodote
Forstår du dig virkelig også på sådan noget, Sokrates!
Sokrates
Jamen, hvorfor tror du, at Apollodoros her og Anthistenes aldrig viger fra min side? Og hvorfor tror du, at Kebes og Simmias er kommet helt fra Theben? Du kan være sikker på, at det ikke sker uden en masse elskovsmidler, tryllesange og tryllehjul.5

Theodote
Jamen så lån mig dit tryllehjul, så jeg kan dreje det og trække dig herhen.6

Sokrates
Nej, ved Zeus, det skal ikke være mig, der trækkes hen til dig, men dig, der kommer til mig.

Theodote
Jeg kommer! Men husk nu at lukke mig ind.

Sokrates
Jamen det skal jeg nok – med mindre jeg er sammen med en, som jeg holder mere af end dig.7

  1. Xenophon (ca. 425-354 f.Kr.), Erindringer om Sokrates eller Memorabilia, 3. bog, kap XI
  2. Xenophon bruger ikke ordet hetaira om Theodote
  3. Resten af teksten er ren dialog mellem Sokrates og Theodote, og er derfor sat op ligesom Lukians dialoger
  4. Sokrates’ rolle som rådgiver peger frem mod de dialoger af Lukian, hvor moderen giver sin datter råd og vejledning om faget.
  5. Trolddom som elskovsmiddel er også et tema i Lukians hetæredialog Trolddom som elskovmiddel (dialog 4) og i Alkiphrons hetærebrev Den svigtede hetære (brev 10)
  6. Sml. Theokrits digt Troldkvinden
  7. Sokrates driller –’en, jeg holder mere af’ er hunkøn i den græske tekst