HETÆRER I ANTIK LITTERATUR

Lukians og Alkiphrons tekster er fra omk. 200 e.Kr. og falder dermed uden for kerneperioden i faget oldtidskundskab, men forfatterne har naturligvis kendt de klassiske tekster, og forholder sig til dem i større eller mindre grad.
I de klassiske tekster møder vi generelt to opfattelser af prostituerede: nogle forfattere og genrer beskriver kvinden negativt som en simpel ludder, mens andre forfattere giver et positivt billede af hende som en klog, dannet og smuk elskerinde.1

Den tarvelige ludder
I de overleverede fragmenter af den tidlige græske lyrik skildres de prostituerede som grådige, drikfældige, promiskuøse og genstand for mændenes begær.2 De tager penge for deres ydelser, og de betegnes i digtene med ordet porne, som er negativt ladet.
I Aristofanes’ komedier3 har de prostituerede aldrig talende roller, og de har næsten aldrig navne. De optræder nærmest bare som rekvisitter og de giver Aristofanes lejlighed til at bruge et seksuelt sprog og blive mere vulgær. De mandlige karakterer tænker på de prostituerede som nogle de kan kontrollere og besidde4, og i nogle komedier knyttes navnet på en prostitueret til en af de mandlige roller for at forhåne ham og understrege hans forfald.5
Tendensen med at bruge prostituerede til at skildre forfald eller til at forhåne modstandere fortsætter hos de attiske talere i det 4. århundredes, hvor de prostituerede er ‘luddere’ og omtales i negative vendinger hentet fra komedien som grådige, intrigante og årsag til mændenes kvaler.6

Den mondæne hetære
Som kontrast til den foragtede ludder findes der skildringer af en helt anden type prostitueret, nemlig den mondæne hetære, hvor berømmelse, klogskab, skønhed og luksus er de dominerende karakteristika.
Den første brug af ordet hetaira findes hos Herodot, hvor han omtaler den berømte og rige Rhodope, den første af litteraturens luksus-hetærer.7 Hun boede i Ægypten, og Herodot fortæller, at hun var så rig, at hun kunne bygge en pyramide. Hun omtales ikke som smuk, men skønhed bliver senere et fast karaktertræk for den mondæne hetære.
I Xenophons værk Memorabilia optræder den mondæne hetære Theodote.8 Hun var berømt for sin skønhed og var så smuk, at malere opsøgte hende for at male hende. I dialogen med Sokrates er hun den første hetære, som får mulighed for selv at føre ordet, og hun giver ham intelligent modspil. Hun er en ægte hetaira, ikke en porne.

Hetæren som type
I den nye attiske komedie9 bliver hetæren en fast type, og i modsætning til den gamle komedie har hetæren en ’virkelig’ rolle med replikker. Hun kan både fremstilles som den negative karakter, der er ude efter den unge, rige mand, og som typen med hjertet på rette sted, ofte i modsætning til, hvad andre forventer.10 Flere af Menanders stykker har en hetæres navn som titel.11

Den anden sofistik
Den nye komedie – og især Menander12 – var utroligt populær i romersk kejsertid, og det er måske her vi skal finde forklaringen på interessen for hetærer hos forfattere i 2. årh. e.Kr.13 Foruden Alkiphron og Lukian er de vigtigste Plutarch og Athenaios.
Plutarch14 kommer i sine biografier over berømte grækere og romere også med anekdoter om de store mænds hetærer. Det gælder fx Perikles og hans hetære Aspasia, Aleksander den Store og hetæren Thais og Demetrios Poliorketes og hetæren Lamia.15
I Athenaios’ værk De lærde middagsgæster16 diskuterer 29 lærde mænd et hav af emner. Værker består af 15 bøger, og emnet for bog 13 er kvinder, herunder hetærer. Her møder vi flere af de hetærer, som vi kender fra Alkiphron, fx Leontion, der var Epikurs hetære, Glykera, der var Menanders hetære, og den guddommelige Phryne, der blev stillet for retten.17

  1. Sharanda Sue Shereve-Price: Complicated courtesans: Lucian’s Dialogues of the courtesans. Artiklen har en gennemgang med mange eksempler.
  2. Digteren Archilochos (684-645 f.Kr) skriver, at ludderen, ligesom trækkerdrengen, er villig til at blive ydmyget på enhver måde for penge (frag, 328)
  3. Aristofanes (446-386 f.Kr.) er repræsentant for den gamle komedie
  4. I Aristofanes’ komedie Acharnerne (v 1089-1093) opregnes de prostituerede som en del af det, manden forventer til en fest på linje med puder, tæpper, kager og desserter
  5. I Aristofanes’ komedie Frøerne (v 1327-28) håner Aeschylos sin digterrival Euripides ved at påstå, at Euripides har fundet sine versfødder og sin rytme i Cyrenes bordel.
  6. Lysias (ca. 445 – ca. 380 f.Kr), fortæller, hvordan en mand kan miste hovedet og komme i slagsmål på grund af en hetære (Lysias 3.43). Isaios (420 – 340 f.Kr.) argumenterer for, at en kvinde ikke kan optræde som lovformeligt vidne, fordi hun har opført sig som en hetære. (Isaios 3.13). I talen ’Mod Neaira’ (fra ca. 340 f.kr) bliver Neaira beskyldt for at sælge sin krop, ringeagte loven og opføre sig skamløst (kap. 23, 24 og 72).
  7. Herodot (ca. 480-420 f.Kr.), 2. bog kap. 134
  8. Xenophon (ca. 425-354 f.Kr) Memorabilia, 3. bog kap. XI
  9. Komedier af Menander (ca. 344-292 f.Kr.)
  10. I Menanders komedie Samia har hetæren Chrysis ikke en stor rolle, men er et vigtigt led i intrigen, hvor hun påtager sig at tage sig af en anden kvindes barn, for at skjule det.
  11. Man kender titlerne Hymnis, Paidion, Phanion og Lais fra ikke bevarede stykker.
  12. Se også siden om Alkiphron og Menander
  13. Plutarch Moralia 854.3 “Er der andet, der gør det værd for en veluddannet mand at gå i teatret end for at se et stykke af Menander? Er der mon andre tilfælde, hvor teatret er fuldt af lærde, når der spilles komedier? Og hvad er mere fortjent, end at måltidet og Dionysos viger pladsen under symposierne og overlader scenen til Menander.”
  14. Plutarch (ca. 45-120 e.Kr.) skrev 227 værker, hvor de meste berømte er hans sammenlignende biografier, hvor han parvis skildrer berømte græske og romerske mænd.
  15. Plutarch: Perikles 24, Alexander 38, Demetrios 27
  16. Værket er skrevet ca. 200 e.Kr. Det hører til den anden sofistik, og de lærde gæster citerer flittigt fra den klassisk græske litteratur, også fra værker, som i dag er gået tabt.
  17. Athenaios 13. bog, 577d-f, 588b, 594d-595f, 590-595f