11. DEN SKØNNE BACCHIS ER DØD

Alkiphron, hetærebrev 11
Sørgebrev over den afdøde Bacchis, den ideale hetære, som alle andre hetærer burde hylde som et forbillede. 

Dette brev er det eneste af Alkiphrons breve, der er skrevet af en mand til en anden mand. Det et er klagebrev over den afdøde Bacchis, den dejligste, smukkeste og mest trofaste hetære, der nogensinde har levet, og det viser et næsten unaturligt harmonisk forhold mellem en hetære og en af hendes elskere. Afsenderens navn, Menekleides, hentyder måske til en taler i Athen. Som karakter er han den perfekte elsker. Modtagerens navn, Euthykles, refererer måske til komediedigteren Euthykles, som var repræsentant for den gamle attiske komedie.
Omtalen af Bacchis’ død viser, at der ikke er nogen kronologi i rækkefølgen af brevene, da hun optræder i brev 14.

Fra Menekleides til Euthykles
Allerkæreste Euthykles, min smukke Bacchis1 er gået bort, hun er gået bort, og har efterladt mig med mange tårer og mindet om en kærlighed, som er lige så smertefuld nu, som den før var fuld af sødme. Jeg vil aldrig nogensinde glemme Bacchis – den dag kommer aldrig! Hun var så forstående. Det ville ikke være forkert at kalde hende et forsvar for hetærernes måde at leve på. Og hvis alle hetærer fra alle byer mødtes og stillede en statue op af hende i Afrodites eller Chariternes helligdom,2 ville det efter min mening være det helt rigtige at gøre.  For alt det folk går og siger om hetærer: at de er umoralske, at de ikke er til at stole på, at de kun har øje for egen fordel, at de altid holder sig til en, der betaler, og at de er årsag til alverdens ulykker for dem, de er sammen med, alt det gjorde hun med sin egen person til uretfærdige bagvaskelser.  På den måde gik hun med sin moral og karakter op imod den almindeligt udbredte sladder.

Du husker nok ham den dér meder,3 der kom hertil fra Syrien, hvordan han førte sig frem med et stort følge og masser af udstyr, og lovede hende eunukker og tjenestepiger og østerlandske smykker. Og alligevel tog hun ikke imod ham, da han opsøgte hende. Nej, hun havde det glimrende med at ligge under min tarvelige og simple kappe, og mens hun var tilfreds med de beskedne foræringer, som jeg sendte til hende, afviste hun hans fyrstelige og kostbare gaver. Og du husker nok også, hvordan hun hånligt bad den ægyptiske købmand om at forsvinde, selvom han tilbød en masse penge.

Jeg ved med sikkerhed, at der aldrig kommer en anden som hende. Så ædel en karakter drev en guddom til et ulykkeligt liv. Nu er hun gået bort og har ladt mig tilbage, og for fremtiden vil Bachhis ligge alene. I gode skæbnegudinder, hvor er det uretfærdigt! For også nu burde jeg ligge sammen med hende ligesom før. Men jeg lever, jeg spiser og jeg fører samtaler med mine venner, mens hun aldrig mere vil se smilende på mig med sine strålende øjne, og heller ikke muntert og villigt vil lade natten gå med de der små søde afstraffelser. Hvor var hendes stemme dog fortryllende for bare så kort tid siden, hvor var hendes blik strålende, de lokkende sirener boede i hendes tale, og nektaren dryppede sød og ublandet fra hendes kys. Jeg tror, at overtalelsens gudinde, Peitho, sad på hendes læber4. Hun havde Afrodites bælte5 om livet og ærede gudinden med al sin skønhed.

Borte er nu hendes nynnen, når vi skålede, og borte er lyren, som hun slog an med sine elfenbenshvide fingre. Hun, som var chariternes yndling, ligger nu stum som sten og aske. Megara6 derimod, den andenrangs ludder, lever, hun, der udplyndrede Theagenes7 så nådesløst, at han efter tabet af sin prægtige formue greb sin kappe og et skjold og drog i krig. Men Bacchis, som elskede sin elsker, er død.

Kære Euthykles, det har hjulpet mig at give udtryk for min store sorg over for dig. For det er dejligt, synes jeg, både at tale og skrive om hende. Der er nemlig ikke andet tilbage af hende end minderne.

Ha det godt

 

Bacchis og Menekleides? Attisk kylix, ca. 490 f.Kr. Metropolitanmuseet
  1. Hetæren Bacchis er en karakter i den nye attiske komedie, og hun fremstilles som regel som den ærlige og trofaste hetære. Dette træk har hun også i Alkiphrons breve.
  2. Jævnfør statuen af Phryne i brev 1. Også Bacchis var med sin skønhed en legemliggørelse af Afrodite.
  3. Mederne var et folkeslag, som boede nordvest for perserne. Området ligger i dag i den nordvestlige del af Iran.
  4. I forbindelse med Afrodite er overtalelse = forførelse. På basen af Zeusstatuen i Olympia kunne man se et relief af Afrodite, der bliver bekranset af Peitho (Pausanias 5.11.8)
  5. I Iliaden 14, 187-222, låner Afrodite sit bælte til Hera, der har i sinde at forføre Zeus:
    ”fyldt som det var af enhver slags lystopvækkende sødme:
    Der var der elskovs længsel og lyst og bedårende tale,
    charme i stand til at blænde den mest besindige indsigt.”
  6. Hetæren Megara er sandsynligvis en fiktiv figur. Hun omtales generelt negativt.
  7. Lukian omtaler en Theagenes, der begik selvmord på grund af en hetære fra byen Megara (Rejsen til underverdenen, kap. 6). Måske laver Alkiphron en reference til ham.