19. HVAD ER ATHEN UDEN MENANDER

Alkiphron, hetærebrev 19
Glykera er stolt af sin Menander, men hun bange for, at skal forlade hende, og overvejer, hvad hun skal gøre, HVIS han rejser.

Menander er i brev 18 fast besluttet på ikke at tage imod den ægyptiske konges indbydelse, mens Glykera hele vejen gennem sit svar i brev 19 overvejer konsekvenserne af begge muligheder: hvad nu, hvis han rejser? hvad nu, hvis han bliver?  Hun er i et dilemma, for på den ene side er hun pavestolt over, at kongen har inviteret Menander, på den anden side vil – og kan – hun ikke leve uden ham. Men har hun ret til at hindre ham, hvis han virkelig gerne vil? Og hvad vil Athens befolkning sige, hvis de går glip af kongens ’betaling’, nl. masser af korn til byen? Skal hun forsøge at få ham til at blive, skal hun rejse med? Hun er så meget i tvivl, at hun foreslår først at spørge vennerne til råds, derefter oraklet i Delphi og endelig konsultere en spåkvinde.
Forholdet mellem Menander og Glykera fremstilles ikke som et almindeligt forhold mellem en hetære og hendes elsker, men er et større fællesskab med Athen som fællesnævner.  I brev 18 gør Menander Glykera til indbegrebet af Athens retsvæsen, og på samme måde lader Glykera i brev 19 Menander være selve Athens sjæl. Brevet kan læses som en stor hyldest til Menander og hans digtning.

Fra Glykera til Menander
Jeg læste med det samme det brev fra kongen, som du sendte mig1. Og ved Kalligeneia2, som jeg fejrer nu, jeg blev meget, meget glad, Menander. Jeg var helt ud af mig selv af fryd, og de kvinder, der stod i nærheden, kunne ikke undgå at bemærke det; min mor var der, og min ene søster, Eufronion, og en af mine veninder, som du kender; hun har flere gange været til middag hos dig, og du roste hende for hendes rene attiske sprog, men det var alligevel som om du var lidt bange for at rose hende, så jeg gav dig smilende et hedt kys – kan du huske det, Menander?

Da de andre så, at både mit ansigt og mine øjne strålede med en usædvanlig begejstring, spurgte de: ”Søde Glykera, hvad er det for en god nyhed, du har fået, siden du er så forandret – både dit humør og din holdning, ja det hele. Du lyser og stråler, er det noget glædeligt, noget, du har håbet på.” Jeg svarede: ”Det er min Menander! Den ægyptiske kong Ptolemaeos3 har sendt bud efter ham med løftet om så at sige det halve kongerige”. Jeg sagde det ret højt og ivrigt, for at alle de tilstedeværende skulle høre det, og mens jeg sagde det, raslede jeg med brevet med det kongelige segl og viftede det frem og tilbage.

”Hvad, er du glad for at blive forladt?” kom det fra dem. Men det var jo ikke sådan det var, Menander. Nej, ved gudinderne, jeg ville aldrig – ikke engang hvis en okse sagde det, som ordsproget lyder4 – kunne tro, at Menander nogensinde ville eller kunne lade mig, hans egen Glykera, blive tilbage i Athen og leve alene uden mig som konge i Ægypten blandt alle dets rigdomme. Men det var også helt tydeligt ud fra det brev, jeg læste, at kongen åbenbart har hørt om mit forhold til dig, og vil drille dig en lille smule med sin ægyptiske version af attisk ironi. Det glæder mig, at historien om vores kærlighed har krydset havet og også er nået ned til ham i Ægypten. Og af det, han har hørt, er han helt sikkert blevet klar over, at han stræber efter det umulige, når han ønsker, at Athen skal rejse over til ham. For hvad vil Athen være uden Menander? Og hvad vil Menander være uden Glykera? Det er jo mig, der både lægger maskerne frem og klæder skuespillerne på, og jeg står i kulissen og vrider nervøst hænderne, indtil teatret bryder ud i klapsalver. SÅ ånder jeg, ved Artemis, lettet op, omfavner dig og giver dig et knus, du, der er den guddommelige kilde til disse dramaer.

Glykera sidder mellem Komedien og Menander. Mosaik fra slutningen af 3. årh. e.Kr. Antiochia, Tyrkiet

Men det der gjorde mig så glad dengang, Menander, det var – som jeg sagde til mine veninder, at det ikke kun er Glykera, men også konger på den anden side af havet, der elsker dig, og at den gode omtale derovre har spredt din berømmelse. Nu er Ægypten, Nilen, Proteus’ forbjerg5 og fyrtårnet Pharos6 fulde af forventning, de vil se Menander og høre hans personer: de gerrige, elskovssyge, overtroiske, vantro, fædrene, sønnerne, tjenerne og alle de andre karakterer, der optræder på scenen.7 Dem skal de nok komme til at høre, men Menander vil de ikke få at se, med mindre de vil tage til Glykeras hus i Athen, og se min lykke, nemlig den Menander, der findes overalt på grund af sin berømmelse, men opholder sig hos mig både nat og dag.

Men hvis du nu alligevel bliver grebet af lyst til alle herlighederne dernede, eller om ikke andet så til at besøge Ægypten, der jo i sig selv er en stor attraktion med pyramiderne, de syngende statuer8, den berømte labyrint9 og alt det andet, som man priser hos dem, fordi det er gammelt og stor kunst, så beder jeg dig, Menander, om, at du ikke bruger mig som undskyldning for ikke tage af sted, og derved får athenerne til at hade mig  – de er jo allerede i gang med at tælle, hvor mange tønder korn, kongen vil sende til dem på grund af dig. Nej, så tag bare af sted med alle guders beskyttelse, god lykke, gunstige vinde og skyfri himmel.

Jeg vil nemlig ikke forlade dig! Du må ikke tro, at det kun er noget jeg siger, for jeg hverken kan eller vil forlade dig. Nej, jeg vil forlade min mor og mine søstre, blive sømand og sejle af sted sammen med dig; jeg hører nemlig til de søstærke, det er jeg sikker på. Jeg vil pleje dig, hvis der brækker en åre, og du bliver søsyg. Jeg vil tage mig af dig, når du bliver udmattet af sørejsen, og som en Ariadne10 – men uden tråd – vil jeg føre dig til Ægypten, dig der er om ikke Dionysos selv, så dog Dionysos’ tjener og talerør. Jeg vil ikke blive efterladt på Naxos11 eller andre øde strande under jammer og klage over din troløshed. Farvel til mænd som Theseus  og til gamle dages troløshed og svigt. Vi vil være trygge overalt, både i Athen og Piraeus og i Ægypten. Der er ikke noget sted, der ikke vil byde vores fuldkomne kærlighed velkommen. Og selv om vi skulle bo på en sten, er jeg sikker på, at vores hengivenhed vil gøre den til en helligdom for Afrodite.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er 19.-Memnon-Edit-3-1024x178.jpg

Jeg er sikker på, at du overhovedet ikke stræber efter penge, overflod eller rigdom, da du har bundet din lykke til mig og dine dramaer. Din familie derimod, din fødeby og dine venner, ja, som du ved, alle mennesker alle vegne, de mangler alverdens ting, de vil være rige og tjene gode penge. Du vil aldrig bebrejde mig noget som helst, hverken i bagateller eller i vigtige spørgsmål, det er jeg sikker på.  Tidligere gav du dig hen til mig på grund af lidenskabelig kærlighed, men nu har du hertil føjet min dømmekraft, og det sætter jeg større pris på, Menander, da jeg er bange for, at det lidenskabelige forhold kun er kortvarigt. For lige så voldsomt et lidenskabeligt forhold er, lige så let er det at bryde. Men hos dem, der tager hinanden med på råd, er forholdet sværere at slå i stykker – det er ikke uden lidenskab, men heller ikke fyldt med uro.

Det er dig selv, der skal tage beslutningen, sådan som du gang på gang råder og vejleder mig at gøre. Men selv om du ikke vil kritisere eller bebrejde mig, så frygter jeg, at de attiske hvepse12 vil begynde at svirre omkring mig overalt, når jeg går ud, fordi de mener, at jeg har stjålet selveste rigdommen fra athenernes by. Så derfor beder jeg dig, Menander, vent lidt, send ikke et svar til kongen lige nu. Tænk over det igen. Vent, indtil vi ses og også mødes med vores venner, Theophrast13 og Epikur14. For sagen vil muligvis se noget anderledes ud både for dem – og for dig.

Bedre endnu, lad os ofre til guderne og se, hvad offertegnene siger, om det er bedst, at vi tager til Ægypten eller bliver i Athen. Og vi må også sende bud til Delphi og spørge oraklet. Apollon er også gud for vores by. Så kan vi bruge guderne som undskyldning i begge tilfælde, hvad enten vi tager af sted eller bliver. Og derudover vil jeg selv gå i gang. Jeg har nemlig kendskab til en kvinde, der for nylig er kommet fra Frygien15, og som har rigtig stor erfaring med spådomskunst, hun er dygtig til at spå med maven16 ud fra rebenes spænding om natten og gennem påkaldelser af guderne. Vi behøver ikke tro på det, hun siger, men bør dog se det med egne øjne, som man siger. Jeg vil sende bud til hende. Kvinden skal nemlig – det sagde hun – først gennemføre en renselsesproces, skaffe nogle dyr til ofring, stærk røgelse, en lang styraksgren17, månekager og blade fra det vilde kyskhedstræ18. Men jeg tror nu også, at du er kommet tilbage fra Piræus inden da. Men ellers må du give mig klar besked om, hvor længe det varer, inden du kan se Glykera igen, så jeg kan ile dig i møde og have sørget for, at den frygiske kvinde allerede er forberedt.

Men hvis du helt alvorligt tænker på at tage Piræus, det lille landgods og Munichia19 fra mig, for at jeg efterhånden skal fortrænge det, – ved guderne, det kan jeg ikke. Og du kan heller ikke gøre det, da du allerede er dybt knyttet til mig. Selv hvis samtlige konger sender bud efter dig, så er jeg din konge mere end dem alle tilsammen, og i dig har jeg en trofast elsker, der holder de hellige løfter.

Prøv derfor hellere, min elskede, at komme til Athen så snart du kan, for at du, hvis du alligevel beslutter at rejse ned til kongen, kan gøre de dramaer klar, som især kan fornøje Ptolemæus og hans Dionysos – der, som du ved, ikke er demokratiske indstillet – enten Thais, Den forhadte, Skryderen, Voldgiftsmændene, Pigen der fik tæsk, Manden fra Sikyon20 eller noget andet.  Jamen? Er jeg virkelig så frimodig og dristig, at jeg bedømmer Menanders stykker uden at være professionel? Nej, det er min kærlighed til dig, der rummer visdom, og gør mig i stand til at forstå mig på det.  Det er nemlig dig, der har lært mig, at en velbegavet kvinde hurtigt lærer af sine elskere. Kærligheden lærer hurtigt fra sig, men vi kvinder skammer os, ved Artemis, og føler os mindre værd, hvis vi ikke forstår det med det samme. Frem for alt beder jeg dig, Menander, om også at gøre det stykke parat, hvor jeg er en af karaktererne, så jeg, hvis jeg ikke tager af sted sammen med dig, kan sejle ned til Ptolemæus via stedfortræder, og så kongen bedre kan forstå, hvor stor en magt, han har over dig, når han kan få dig til at tage din elskede med på skrift, mens du efterlader den virkelige i Athen.

Men du lader hende ikke blive i Athen, vær vis på det.  I mellemtiden, indtil du kommer tilbage til mig fra Piraeus, vil jeg sætte mig ind i kunsten at styre et skib og holde udkig fra forstavnen, så jeg om bord på skibet med egne hænder kan sørge for, at du får en rolig sejlads, hvis du vælger at tage af sted. Ved alle guder, bare du vælger det, som er bedst for os begge, og bare den frygiske kvinde giver en mere fordelagtig spådom end hende i dit drama Pigen, der er besat af en guddom.

Ha det godt

Papyrusfragment med vers 976-1008 af Menanders komedie
Pigen, der fik sit hår klippet.
Komedien foregår i Korinth og stykkets hetære hedder Glykera.
Se note 7.

  1. Se brev 18
  2. Kalligeneia er et tilnavn til Demeter.
  3. Ptolemaeos den Første, med tilnavnet Soter, ’Frelseren’ (367-282 f.Kr.) blev efter Alexanders den Stores død i 323 f.Kr. guvernør og senere konge i Ægypten. Det var ham, der grundlagde det store bibliotek i Alexandria. Plinius den ældre fortæller, at han inviterede Menander til Ægypten (Plin. HN 7.30.111).
  4. Det var et stærkt varsel fra guderne, når – hvis – en okse begyndte at tale.
  5. Proteus’ forbjerg er et fremspring på øen Pharos, hvor havguden Proteus havde sin grotte (Od. 4. 354ff). Øen lå ved Nilens udløb og blev senere bundet sammen med Alexandria med en mole.
  6. På øen Pharos byggede man 299-279 f.Kr. et fyrtårn, som var 135 meter højt, og tårnet blev simpelthen kaldt Pharos. Det blev et af oldtidens 7 underværker. At fyrtårnet ikke var færdigbygget, mens Menader levede, er af mindre betydning.
  7. Det er takket være Menanders store popularitet i Ægypten, at vi i dag har direkte kendskab til ham, for alle bevarede tekster er fundet på papyrus i Ægypten. Han skrev omk. 100 stykker, men kun en brøkdel er bevaret. Manuskripterne gik tabt i 800-900tallet, og derefter var han kun kendt gennem citater hos andre forfattere. Men i begyndelsen af 1900 fandt man en papyrus i Ægypten med længere passager fra hans komedier, og omk. 1950 en papyrus med en næsten komplet komedie og længere passager fra andre stykker.
  8. De syngende statuer var to siddende kolossalstatuer i Theben. Den ene af statuerne udsendte en syngende lyd ved solopgang, som en hilsen til solguden. Under Septimius Severus (146-211 e.Kr.) forsøgte man at reparere statuerne, og så holdt de op med at synge!
  9. Labyrinten hentyder til et kompleks af bygninger og gallerier, der lå omkring det store tempel i Hawara (Herodot 2.148 Jeg har set den, og den trodser enhver beskrivelse).
  10. Ariadne var datter af kong Minos og dronning Pasiphae på Kreta. Da den athenske helt Theseus kom for at dræbe uhyret Minotaurus i labyrinten, forelskede hun sig i ham og gav ham et garnnøgle, så han kunne lægge en tråd ude efter sig, når han gik ind i labyrinten, og på den måde finde ud igen.
  11. Ariadne flygtede fra Kreta sammen med Theseus, men han efterlod hende på øen Naxos og sejlede hjem alene. Senere blev hun gift med Dionysos.
  12. Hvepsene både summer, svirrer og angriber. Reference til Aristophanes’ komedie Hvepsene (422 f.Kr.)
  13. Theophrast (ca. 371-287 f.Kr.) efterfulgte Aristoteles som leder af hans filosofiske skole i Lykeion. Menander var en overgang hans elev.
  14. Epikur (341-270 f.Kr.) var grundlægger af den epikuræiske filosofi og lavede sin skole, haven, i Athen i 307 f.Kr. det politiske liv. Epikurs skole var også åben for kvinder og slaver. Menander og Epikur gjorde militærtjeneste sammen.
  15. Frygien ligger i det nordvestlige Lilleasien.
  16. Hun var sandsynligvis bugtaler.
  17. Man brugte harpiksen fra styrakstræet, styrax officinalis, til at lave røgelse.
  18. Bladene fra kyskhedstræet, vitex agnus-castus, blev brugt for at hæmme den erotiske drift.
  19. Munichia er en stejl bakke nordøst for Piraeus.
  20. I dag er der kun bevaret få fragmenter og enkelte citater af disse Menander-komedier, men Alkiphron har sandsynligvis haft dem til sin rådighed.
    Se også note 7.