Lukian, hetæredialog 3
Dialog mellem hetæren Philinna og hendes mor
– en af fire dialoger under temaet Råd og vejledning om faget
Moderen bebrejder Philinna hendes opførsel over for sin elsker Diphylos ved middagen aftenen før, hvor hun morede sig med en anden mand. Philinna forsvarer sig med, at Diphylos selv var ude om det, men moderen formaner hende om, at hun altid skal vise sin elsker respekt – for det er ham, der betaler.
Mor
Hvad gik der af dig ved festen i går, Philinna? Slog det fuldstændig klik for dig? Diphylos kom nemlig hen til mig tidligt i morges med tårer i øjnene og fortalte mig, hvordan du havde behandlet ham. Han sagde, at du var blevet fuld og havde rejst dig op og danset midt under selskabet, selv om han prøvede at forhindre det, og at du efter dansen gav hans ven Lamprias et kys. Da han blev vred på dig, forlod du din plads ved hans side og gik over til Lamprias og omfavnede ham. Han fortalte, at han var at kvæles af raseri, mens det stod på.
Du sov heller ikke sammen med ham i nat, så vidt jeg ved, men du lod han bare græde og lagde dig for dig selv på briksen ved siden af, hvor du lå og sang for at irritere ham.
Philinna
Men mor, så fortalte han dig ikke, hvad han selv gjorde. For så ville du ikke holde med en, der var så uforskammet. Det var ham, der forlod mig for at hviske og tiske med Thais, der er Lamprias hetære – Lamprias var nemlig ikke kommet endnu.
Da Diphylos opdagede, at jeg var vred over hans opførsel og gjorde tegn til ham, tog han fat i Thais’ øreflip, bøjede hendes nakke tilbage og kyssede hende så hårdt, at han næsten ikke kunne slippe hendes læber igen. Jeg begyndte at græde, men han grinede bare og hviskede en hel masse til Thais – naturligvis om mig, for Thais smilede og så hen på mig.
Men da de hørte, at Lamprias var på vej, og de havde fået nok af at kysse hinanden, lagde jeg mig alligevel på min plads ved siden af ham1 for ikke at give ham et påskud til at kritisere mig senere.
Og det var Thais, der var den første, der rejste sig for at danse, og hun løftede sin kjole højt op – som om hun var den eneste med smukke ankler. Da hun holdt med at danse, sad Lamprias tavs uden at sige et ord, mens Diphilos roste hendes rytme og hendes fremtoning til skyerne – åh, hvor fint foden fulgte citharen, sikke smukke ankler – og tusind andre ting, som om han priste Kalamis’ statue af Afrodite Sosandra2 og ikke Thais. Og hvordan Thais virkelig ser ud, det ved du jo selv, mor, for vi bader samme sted.
Og så hånede Thais mig direkte ved at sige: ”Hvis man ikke skammer sig over at have tynde ben, så kom ud og dans!” Hvad kunne jeg sige til det, mor! Jeg rejste mig og dansede. Hvad andet var der at gøre? Skulle jeg blive liggende og bekræfte Thais’ hånlige bemærkning og lade hende styre festen?
Mor
Du er alt for nærtagende, mit barn. Det skulle du ikke lade dig gå på af. Men fortæl dog, hvad der så skete.
Philinna
Alle de andre roste mig, alle undtagen Diphilos, der lagde sig på ryggen og stirrede op i loftet, indtil jeg blev træt og holdt op med at danse.
Mor
Men var det sandt, at du kyssede Lamprias, og at du gik over til ham og omfavnede ham? Hvorfor svarer du mig ikke? For sådan noget kan du ikke tillade dig længere.
Philinna
Jeg ville gøre gengæld mod Diphilos ved at såre ham.
Mor
Og så sov du heller ikke sammen med ham, nej, du sang, mens han lå og græd! Forstår du ikke, at vi er fattige, min pige, har du glemt, hvor meget vi har fået af ham? Hvordan skulle vi være kommet igennem sidste vinter, hvis ikke Afrodite havde sendt ham til os.
Philinna
Jamen, skal jeg finde mig i at blive ydmyget og krænket af ham?
Mor
Det er i orden at blive vred, men du må ikke ydmyge ham til gengæld. Ved du ikke, at hvis en elsker bliver ydmyget, så er forholdet forbi, for det finder de sig ikke i. Du har altid været alt for hård over for Diphilos, pas på at du ikke – som ordsproget siger – strammer snoren så hårdt, at den knækker.
- Grækerne lå til bords på bænke
- Kalamis var en berømt billedhugger fra 400-tallet f.Kr, som arbejdede i Athen og Olympia. En af hans kendte statuer var bronzestatuen Afrodite Sosandra fra omkring 465 f.Kr., som stod på Akropolis. I dag findes der omk. 20 romerske marmorkopier af statuen, en af de bedste står på Nationalmuseet i Napoli. Afrodite Sosandra betyder Afrodite, der redder mænd.