HETÆRERNE OG FILOSOFIEN

Alkiphron, hetærebreve 7 og 17

Sofisterne
Hetærerne i Alkiphrons breve er gennemgående selvstændige, handlekraftige og selvbevidste – og ofte er de også veluddannede. I Hetæren mod sofisten (brev 7) fremgår det, at hetæren Thais både har lyttet til og diskuteret med sofisterne. Thais indrømmer, at hetærerne og sofisterne ligner hinanden ved, at de begge benytter sig af overtalelsens kunst. Men samtidig fremhæver hun selvsikkert, at hetærernes visdom og moral langt overgår sofisternes. Sofisternes lære er varm luft og tågesnak, mens hetærernes kunst giver ægte lykke. Derfor er det bedre at være sammen med en hetære end en filosof.

Epikur
Hetæren Leontion, som er afsender af Epikur som elsker (brev 17) er ikke så filosofisk indstillet som Thais. Epikur er ganske vist berømt, men Leontion giver tydeligt udtryk for, at hun er led og ked af ham, både fordi han er gammel og dominerende og ikke har forstået, at en hetære selvfølgelig godt kan have flere elskere, men også fordi han hele tiden forsøger at belære hende og opdrage hende og lave hende om efter sine filosofiske principper. Hun har ikke noget som helst til overs for hans indviklede læresætninger.

Den anden sofistik
I begge breve er det hetæren, der vurderer – og nedvurderer – filosofien, men samtidig er brevene fine eksempler på den anden sofistik: det er den lærde forfatter, der skriver til den dannede læser, for det er en forudsætning for at forstå alle hentydningerne i brevene, at læseren kender både sofisternes og Epikurs filosofiske tanker.

Temaet i Lukians hetæredialoger
Hos Lukian møder vi modstillingen hetære versus filosof i dialogen Filosof eller pæderast (dialog 10).