HVAD ER MENANDER UDEN ATHEN

Alkiphron, hetærebrev 18
Kong Ptolemaeos har inviteret Menander til Ægypten, men kan Menander rejse fra Athen, fra sit publikum – og fra sin Glykera.
– et af tre breve under temaet Glykera og Menander

Den ægyptiske konge, Ptolemaios I, har indbudt Athens store komediedigter Menander til at komme til Ægypten og lave teater dér. Derfor skriver Menander til Glykera for at bede om råd, men han har i virkelig allerede besluttet sig: Hvad skal han dog i Ægypten? Han hører hjemme i – og er en integreret del af – Athen med alle byens politiske, kulturelle og religiøse institutioner. Og ikke mindst hører han til i byen sammen med Glykera – hun og Athen er hans kongerige. I Glykeras svar Hvad er Athen uden Menander (brev 19) forsøger hun at se sagen fra flere vinkler.

Fra Menander til Glykera
Jeg sværger ved de eleusinske gudinder og ved deres mysterier¹ – sådan som jeg i gudindernes nærvær har gjort det mange gange over for dig, Glykera, når vi to var alene sammen – jeg sværger, at jeg på ingen måde er i gang med at fremhæve mig selv, og heller ikke fortæller og skriver det her, fordi jeg vil skilles fra dig. For kan noget gøre mig glad, når du ikke er der? Kan noget profilere mig bedre end din kærlighed? For det er jo på grund af din væremåde og personlighed, at jeg til enhver tid vil opfatte selv den grå alderdom som ungdom. Så lad os være unge sammen og blive gamle sammen, og – om guderne vil – så lad os dø sammen, men sådan, Glykera, at vi møder døden samtidigt, for at jalousien ikke skal vandre til Hades sammen med nogen af os og slå ned, hvis den efterladte oplever lykken igen. Men lad det ikke blive mig, der kommer til at opleve, at du ikke er der mere. For hvilken lykke ville der så være tilbage?

Men det, som får mig til at skrive til dig lige nu, mens du er i Athen på grund af gudindens ’tærskefest’² og jeg selv ligger syg i Piraeus – du kender jo mine sædvanlige skavanker, som dem, der ikke kan lide mig, plejer at kalde forkælelse og krukkeri – er følgende: Jeg har modtaget et brev fra Ægyptens konge, Ptolemaeos³, hvor han indtrængende beder mig komme og lokker med et kongeligt løfte om ’guld og grønne skove’, som man siger. Indbydelsen gælder både mig og Philemon⁴, for der står, at han også har fået et brev.  Philemon har selv sendt sin invitation videre til mig, og dermed afsløret, at hans er i et simplere sprog og ikke så elegant formuleret – den er jo ikke stilet til Menander! Men det må han klare selv og træffe sin egen beslutning. Jeg skal derimod ikke vente på råd og vejledning, nej, for DU, Glykera, har altid været og skal også nu være både min dømmekraft, mit Areopagos-råd og min Heliaia-domstol⁵, ja, ved Athene, du er alt for mig. Så jeg sender kongens brev med til dig for ikke at besvære dig ved at sende mit og hans brev i to omgange. Og jeg vil gerne have, at du ved, hvad jeg har besluttet at svare ham.

Ved de tolv guder, jeg ikke så meget som overvejer at tage af sted og sejle til Ægypten, et kongerige, der er så langt væk og så afsides. Ikke engang hvis Ægypten lå lige derovre på Aegina⁶, kunne det falde mig ind at forlade mit eget kongerige, nemlig din kærlighed, og opleve en folkerig ødemark alene blandt en masse ægyptere, men uden Glykera. Jeg vil hellere – med større glæde og under mindre fare – bøje mig for dine omfavnelser end for alverdens satrapper og konger. Underdanighed er farlig, smiger er foragteligt, og succes er uberegnelig.⁷ Nej, hverken keramik af Therikles⁸, drikkebægre, guldskåle eller alle de skatte, som er blevet lavet for at vække misundelse i de store sale, intet af det vil jeg bytte for den årlige ’Kandefest’⁹, teaterforestillingerne ved lenæerfesten¹⁰, gårsdagens små diskussioner, Lykeions sportspladser¹¹ og det hellige Akademi¹², det sværger jeg ved Dionysos og hans bacchiske efeukranse, som jeg hellere vil bekranses med, mens  Glykera sidder i teatret og ser på, end jeg vil bære Ptolemæus’ diademer.

For hvor i Ægypten vil jeg finde en folkeforsamling og se en stemmeafgivelse. Hvor en demokratisk folkemængde, der taler og handler som frie borgere? Hvor lovgivere med efeukranse om de hellige lokker? Hvor et indhegnet retsområde? Hvor vil jeg finde en ’pottefest’¹³, Kerameikos, Agora, domstole, det smukke Akropolis? De ærværdige gudinder, mysteriefesterne, naboøen Salamis¹⁴, ”Snævringen”¹⁵, Psyttalia¹⁶, Marathon¹⁷ – hele Hellas samlet i Athen¹⁸, hele Jonien, alle Kykladerne?

Skal jeg give afkald på alt det – og sammen med det også Glykera – og rejse til Ægypten for at få guld, sølv og rigdom. Hvem skal jeg dele denne rigdom med? Med Glykera, som er langt væk på den anden side af havet? Vil det uden hende ikke snarere føles som fattigdom? Og hvis jeg hører, at hun har givet sine højtidelige kærlighedsløfter til en anden, vil alle skattene så ikke blive til nul og nix? Smerten vil jeg bære med mig ind i døden, mens mine rigdomme vil ligge til fri benyttelse for dem, der har magten til at begå uret. 

Er det så stort at bo sammen med Ptolemaios og med satrapper og de der store kanoner, hvis venskab ikke er sikkert og hvis fjendskab ikke er ufarligt? Når Glykera bliver rigtigt vred på mig, så krammer jeg hende bare og giver hende et kys. Hvis hun bliver ved med at være vred, tager jeg hårdere fat om hende. Og hvis hun er rigtigt sur, giver jeg mig til at tude. Så kan hun ikke længere holde min fortvivlelse ud, og beder endeligt om godt vejr, for hun har hverken soldater, spydbærere eller vagter. Jeg er nemlig alt for hende.

Selvfølgelig er det stort og fantastisk at se den smukke Nil. Men er det ikke også stort at se Eufrat? Er det ikke stort at se Donau? Og andre store floder som Thermodon, Tigris, Halys og Rhinen? Hvis jeg skal se alle floder, vil mit liv gå fuldstændigt under, og jeg vil ikke se min Glykera. Hvor smuk den der Nil end er, så er den fuld af vilde dyr, og man kan ikke en gang nærme sig dens hvirvlende strømme, da der ligger så mange farer på lur.

Kong Ptolemaios, det jeg ønsker for mit liv, er til stadighed at blive bekranset med efeu fra Attika, at få en gravhøj i mit fædreland, at lovprise Dionysos hvert år ved hans alter, at fejre mysteriefesterne og skrive et nyt drama til de årlige forestillinger¹⁹, hvor jeg vil le, være glad, konkurrere, være spændt – og sejre!  Held og lykke i Ægypten, Philemon, også med det, der var tiltænk mig. Philemon har ikke en Glykera, og fortjener måske heller ikke sådan en juvel.
Lille søde Glykera, jeg beder dig om, at du sadler op straks efter høstfesten²⁰ og kommer til mig i flyvende fart. Jeg har aldrig oplevet en længere og mere ubelejlig fest. Undskyld Demeter!

1. De eleusinske mysterier var en kultfest for Demeter og Kore/Persephone, som blev afholdt i Eleusis hver efterår. Måske sværger Menander ved de to gudinder, fordi Glykera netop nu deltager i en fest til ære for dem.
2. Tærskefesten, eller Haloafesten, blev afholdt hvert efterår til ære for Demeter og Kore/Persephone. Festen var kun for kvinder, og da det var en frugtbarhedsfest, var seksuelle symboler, et seksuelt frisprog og rigeligt med vin en del af ritualerne. Derfor blev festen ofte forbundet med hetærerne. Se også brevet Bagtalelse blandt hetærerne.
3. Ptolemaeos den Første, med tilnavnet Soter, ’Frelseren’ (367-282 f.Kr.) blev efter Alexanders den Stores død i 323 f.Kr. guvernør og senere konge i Ægypten. Det var ham, der grundlagde det store bibliotek i Alexandria. Plinius den ældre fortæller, at han inviterede Menander til Ægypten (Plin. HN 7.30.111).
4. Philemon (ca. 362 – 262 f.Kr.) var komediedigter i Athen. Han var meget populær og havde faktisk større succes end sin samtidige, Menander. Men modsat Menanders er hans stykker ikke bevaret. Han skrev over 90 komedier, hvoraf vi kender titlerne på 57. I modsætning til Menander besøgte han rent faktisk Ægypten, dog først under den følgende konge, Ptolemaeos den Anden.
5. Ved at sætte lighedstegn mellem Glykera og de to domstole, Areopagos og Helia, lader Menander hende personificere det athenske retsvæsen og det athenske demokrati. Det er ikke, fordi han rent faktisk vil spørge hende til råds.
6. Øen Aegina ligger i Den Saroniske Bugt godt 20 km. fra Piraeus, hvor Menander opholder sig.
7. Alkiphron lader Menander udtrykke sig generelt om farerne ved at være afhængig af en enehersker, så man ganske let kan udskifte den ægyptiske konge med den romerske kejser.
8. Therikles fra Korinth (omkring 400 f.Kr.) var en berømt pottemager, som ofte bliver fremhævet i antik litteratur.
9. ’Kandefesten’ var en del af Anthesteriafesten, der var en forårsfest til ære for Dionysos, teatrets og dramaets gud.
10. Lenæerfesten blev afholdt i januar/februar og var ligeledes en fest for Dionysos med optog og teaterforestillinger.
11. Lykeion var et gymnasion, et idrætsanlæg, i en lund lidt uden for Athen. Det var her Aristoteles i 335 f.Kr.  grundlagde sin filosofiske skole.
12. Akademiet var et gymnasion, et idrætsanlæg, lidt uden for Athen i en lund opkaldt efter sagnhelten Akademos. Her grundlagde Platon omk. 385 f.Kr. sin skole, som derfor fik navnet Akademeia/Akademiet. Man mødtes både for at dyrke sport og for at diskutere.
13. ’Pottefesten’ var en del af Anthesteriafesten, der var en forårsfest til ære for Dionysos.
14. Øen Salamis ligger lige ud for Attikas kyst.
15. ’Snævringen’ er det smalle stræde mellem øen Salamis og Attika. Her stod det berømte søslag i september 480 f.Kr., hvor grækerne besejrede den persiske flåde.
16. Psyttalia er en lillebitte ø, der ligger lige ved indsejlingen til strædet mellem Salamis og Attika.
17. På Marathonsletten godt 40 km. nord-øst for Athen besejrede grækerne den persiske hær i 490 f.Kr.
18. Menander genkalder Athens store sejre og byens storhedstid. Athen bliver eksponent for hele Hellas og den græske civilisation.
19. De store Dionysosfester i foråret og Lenæerfesten i januar/februar med teaterforestillinger og konkurrencer.
20. Tærskefesten, som Glykera netop nu deltager i. Se note 2.