Alkiphron og Menander
Scenen for alle Alkiphrons breve er det hellenistiske Athen i 300-tallet f.Kr. og indholdsmæssigt og sprogligt er brevene stærkt inspireret af Den nye attiske komedie, ikke mindst Menanders stykker. Alkiphron er en af de forfattere fra den anden sofistik, som bruger flest udtryk hentet direkte fra Menander1. Brevene fra fiskerne og landmændene beskriver et landligt miljø, mens dem fra snyltegæsterne og hetærerne foregår i byen dvs. Athen. Hetærebrevene rummer mange referencer til attiske skikke og steder. Der nævnes bl.a. Akademiet, Kerameikos, folkeforsamlingen, Adonisfestival og Dionysosfesterne.
Mange af Menanders stykker har titler efter hetærer, fx Hymnis, Paidion, Phanion og Lais, og udover disse optræder der også andre hetærer i Menanders stykker. De hetærer som optræder hos Menander, er så godt som alle uafhængige kvinder og skal ikke betragtes som pornai dvs. almindeligt prostituerede. De taler, som alle personerne i Menanders stykker, en poleret attisk dialekt, som er ens uanset personernes alder og sociale status, og på samme måde skriver også Alkiphrons hetærer standard attisk.
Der er dog en bemærkelsesværdig forskel mellem Menanders komedier og Hetærebrevene. Komedierne er ret blufærdige, hvorimod hetærebrevene – især brev 13 og 14, hvor hetærerne fester – er tydeligt erotiske. Man kunne ikke vise sex på scenen, kun hentyde til det, mens brevformen ikke var underkastet de samme normer.