TID og GENRE

Den anden sofistik
Man mener, at Alkiphron levede i den romerske kejsertid i slutningen af det 2. årh. e.Kr. til begyndelsen af det 3.årh. e.Kr. Man anser ham for at høre til de retoriske forfattere, man kalder ”den anden sofistik”.  Dette er en samlebetegnelse for denne tids retoriske litteratur, som dels bestod i rent formel deklamationsteknik, dels anvendelsen af den retoriske form for at formidle et opbyggeligt budskab. Den stammer fra 1. årh. e.Kr., men har sin storhedstid mellem 100 og 200 e.Kr.  De nye sofister ønskede selv at blive sat i forbindelse med de gamle sofister fra det 5. årh. f.Kr. Retorikken spiller derfor en afgørende rolle som en måde at udtrykke sig selv på, og som en essentiel del af paideia1. I det multietniske romerske imperium bliver kendskabet til det klassisk græske en del af status, en kulturarv, som den lærde forfatter – og den lærde læser – bevidst stiller op som et modstykke til det romerske.  De lagde stor vægt på, at man benyttede den attiske sprogform, som den så ud i de athenske digteres og prosaforfatteres skrifter fra tiden fra 5. og 4. årh. f.Kr. Den græske kultur rummede et skatkammer af sproglige figurer og historiske begivenheder, som var egnede til efterligning, og for den anden sofistik var efterligning, mimesis, den dominerende litterære udtryksform. På den måde kunne forfatterne vise deres egen lærdom og skrive til den lærde læser.

Brevgenren
I den antikke brevgenre, især under det romerske imperium, gjorde tre hovedelementer sig gældende, nemlig korthed, klarhed og elegance (syntomia, sapheneia og charis). Brevene er skrevet i et enkelt sprog og en enkel stil. Der er gjort udpræget brug af ethos. Brevene skulle nemlig afspejle afsenderens sjæl.
Det er veldokumenteret, at samlinger af breve, såvel nonfiktive som fiktive, var populære i den romerske kejsertid. De fiktive breve giver deres forfattere adskillige fordele bl.a. muligheden for både at skabe en autentisk synsvinkel og at manipulere stoffet. Brevene kan karakterisere afsenderen, som viser fortrolighed med modtageren og giver udtryk for sine følelser, tanker og bekymringer. Der, hvor brevene bliver besvaret af modtageren, opstår der ligefrem en lille dialog (fx Alkiphron brev 8 og 9 og brev 18 og 19). I den fiktive brevform træder læseren ind i modtagerens sted og kommer således tættere på personerne og deres mere intime liv.

Alkiphrons breve
Der er i alt 123 fiktive breve tilskrevet Alkiphron. De er opdelt i 4 bøger: 22 breve fra fiskere, 39 fra landmænd, 42 fra snyltegæster og 20 fra hetærer. Brevene er tydeligt påvirket af retoriske øvelser i deklamation og karaktertegning. Ofte kan de kort fortalt udtrykke ” Hvad ville A skrive til B i X situation?

Alkiphrons personer
Det er bemærkelsesværdigt, at personerne i Alkiphrons tre første bøger alle er fiktive, mange taget fra Den nye attiske komedies bipersoner, mens der i hetærebrevene også optræder berømte historiske personer fra Menanders samtid: Udover komediedigteren Menander (344/3 – 292 f.Kr.) også Billedhuggeren Praxiteles (375- 330, f.Kr.), Taleren Hypereides (389 – 322 f,Kr.), filosoffen Epikur (341- 270 f.Kr.) og hærføreren Demetrios Poliorcetes (336- 283 f.Kr.), samt hetærerne Phryne, Thais og Glykera2. Men det er ikke kun de berømte historiske personer, der omtales, men også kendte anekdoter, som er knyttet til personerne: Phryne, som stod model til Praxiteles’ Afroditestatue (brev 1), retssagen mod Phryne, som taleren Hypereides vandt ved at lade Phryne blotte sine bryster for dommerne (brev 3, 4 og 5), Demetrios Poliorketes’ militære succes (brev 16) og Glykera, der hjælper Menander med hans teaterforestillinger (brev 19).
Alkiphrons hetærer udtrykker på ingen måde utilfredshed med hetærelivet som sådant. De er lærde kvinder, som kan læse og skrive, og nogle kan endda føle sig mere værd end sofisterne og filosofferne (brev 7 og brev 17).

Alkiphron og Menander
Scenen for alle Alkiphrons breve er det hellenistiske Athen i 4. årh. f.Kr. og indholdsmæssigt og sprogligt stærkt inspireret af den Nye komedie, ikke mindst Menanders stykker. Alkiphron er en af de forfattere fra den anden sofistik, som bruger flest udtryk hentet direkte fra Menander3. Brevene fra fiskerne og landmændene beskriver et landligt miljø, mens dem fra snyltegæsterne og hetærerne foregår i byen dvs. Athen. Hetærebrevene rummer mange referencer til attiske skikke og steder. Der nævnes bl.a.  Akademiet, Kerameikos, folkeforsamlingen, Adonisfestival og Dionysosfesterne.
Mange af Menanders stykker har titler efter hetærer fx Hymnis, Paidion, Phanion og Lais, og udover disse optræder der også andre hetærer i Menanders stykker. De hetærer som optræder hos Menander, er så godt som alle uafhængige kvinder og skal ikke betragtes som pornai dvs. almindeligt prostituerede. De taler, som alle personerne i Menanders stykker, en poleret attisk dialekt, som er ens uanset personernes alder og sociale status, og på samme måde skriver også Alkiphrons hetærer standard attisk.
Der er dog en bemærkelsesværdig forskel mellem Menanders komedier og Hetærebrevene. Komedierne er ret blufærdige, hvorimod hetærebrevene især brev 13 og 14 er tydeligt erotiske. Man kunne ikke vise sex på scenen, kun hentyde til det, mens brevformen ikke er underkastet de samme normer.

  1. paideia var de antikke grækeres ord for ”uddannelse” og ”opdragelse”, men ordet betegner også resultatet af uddannelsen og opdragelsen, nemlig ”lærdom”, ”dannelse” og i videste forstand ”kultur”.
  2. Der er dog diskussion af, hvorvidt Glykera er en historisk eller fiktiv person, men allerede på Alkiphrons tid er hun afbildet på mosaikker sammen med Menander.
  3. Kun Plutarch og Lukian bruger flere udtryk hentet fra Menanders komedier.