DEN ANDEN SOFISTIK

Den anden sofistik
Man mener, at Alkiphron levede i den romerske kejsertid fra slutningen af 100-tallet e.Kr. til begyndelsen af 200-tallet e.Kr. Derfor hører han sammen med Lukian til de retoriske forfattere, man kalder ”den anden sofistik”.  Dette er en samlebetegnelse for den tids retoriske litteratur, som dels bestod i rent formel deklamationsteknik, dels i anvendelsen af den retoriske form for at formidle et opbyggeligt budskab. Den stammer fra 1. årh. e.Kr., men har sin storhedstid mellem 100 og 200 e.Kr.

De nye sofister ønskede selv at blive sat i forbindelse med de gamle sofister fra 400-tallet f.Kr. Retorikken spiller derfor en afgørende rolle som en måde at udtrykke sig selv på, og som en essentiel del af paideia1. I det multietniske romerske imperium bliver kendskabet til det klassisk græske en del af status, en kulturarv, som den lærde forfatter – og den lærde læser – bevidst stiller op som et modstykke til det romerske. De nye sofister lagde stor vægt på, at man benyttede den attiske sprogform, som den så ud i de athenske digteres og prosaforfatteres skrifter fra tiden fra 400- og 300-tallet f.Kr. Den græske kultur rummede et skatkammer af sproglige figurer og historiske begivenheder, som var egnede til efterligning, og for den anden sofistik var efterligning, mimesis, den dominerende litterære udtryksform. På den måde kunne forfatterne vise deres egen lærdom og skrive til den lærde læser.

  1. paideia var de antikke grækeres ord for ‘uddannelse’ og ‘opdragelse’, men ordet betegner også resultatet af uddannelsen og opdragelsen, nemlig ‘lærdom’, ‘dannelse’ og i videste forstand ‘kultur’.