DEN SATIRISKE DIALOG

Lukian og den satiriske dialog
Lukian dannede den satiriske dialog som en blanding af komedien, den menippæiske satire og den sokratiske dialog.
Komedien
Da forskerne i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at interessere sig for Lukians dialoger, var det overvejende for at finde spor af tabte antikke komedier, især komedier af Menander. Inspirationen fra komedierne er da også tydelig: personer i vanskeligheder, intriger, forvekslinger og overraskende handlinger, kritik af filosoffer og hetærer på rollelisten. De fleste af Lukians hetærenavne er hentet fra komedien.
Den menippæiske satire
Menippos fra Godara var en kynisk satiriker fra det 3.årh. f.Kr. Der er ikke overleveret nogle tekster af Menippos, men vi kender til hans satirer bl.a. fra Lukian.¹ Hans tekster har været en blanding af prosa og vers, hvor han spotter menneskelige dårligdomme, og genren menippæisk satire er opkaldt efter ham.
Den sokratiske dialog
Fra Menippos’ satirer har Lukian fået ideen til at transformere den sokratiske dialog til en ny form med satirisk indhold og andre formål, og således er der født en ny morsom genre.

Den sokratiske dialog og komedien
Lukian fortæller selv², hvordan han givet liv til den sokratiske dialog:
”Dengang jeg tog Hr. Dialog i hånden, syntes de fleste, at han var vrissen og var blevet helt indtørret af at stille sine endeløse spørgsmål, og selvom det fik ham til at se agtværdig ud, var han overhovedet ikke nogen fornøjelse og ret upopulær. Allerførst vænnede jeg ham til at gå nede på jorden ligesom et andet menneske, dernæst skyllede jeg alt støvet af ham og tvang ham til at smile, og på den måde gjorde jeg ham mere indbydende at se på. Til sidst koblede jeg ham sammen med komedien, og således bestræbte jeg mig på at gøre ham populær hos de tilhørere, som indtil da havde være bange for hans stikkende torne og undgået ham – man tager jo ikke et søpindsvin op i hånden.”³

I en anden tekst⁴ retfærdiggør Lukian, at han har vovet at blande to genrer, der indbyrdes er så forskellige som dialogen, der er alvorlig og filosofisk, og komedien, der er fri og dionysisk. Han mener ikke, at han har skabt et uhyre, en kentaur, men mener at have skabt en smuk ny genre ud af to fremragende genrer.⁵ Det er også en markant forskel på de to genrer, at dialogen foregår blandt få venner, mens komedien spilles på teatrene for et større publikum. Lukians satiriske dialoger foregår også blandt få venner og er beregnet på oplæsning for et belæst og dannet publikum.

1. Lukians dialog ”Menippos’ rejse til underverdenen”, oversat af M.Cl. Gertz (1892) kan læses på klassisk.ribekatedralskole.dk
2. Bis accusatus sive Tribunalis kap. 34. Dialogen er opbygget som en retssag, hvor den sokratiske dialog optræder som anklager og beskylder ’Lukian’ for at have trukket den ned fra sin ophøjede position, og erstattet det alvorlige og seriøse med komedie og satire.
3. Græsk tekst fra Loeb Classical Library: Lucian, Volume III, 1921.
4. Prometheus es in verbis, kap. 5-7.
5. Domitilla Campanile: Sui Dialogii meretricii di Luciano, 2023, pagina 229