Lukian, hetæredialoger 14, 9 og 15
En hetære var professionel, det var hendes levevej, og derfor måtte hun fokusere på, hvad en elsker kunne give hende, ikke hvem han var. Men forholdet mellem hetære og elsker var bundet af nogle uskrevne regler om, at den ene ikke bare kunne droppe den anden uden videre, og derfor kunne der opstå jalousi og ballade, hvis en hetære tog en anden og rigere elsker.
Beregning
Hvem giver de største gaver? (dialog 14) giver et helt konkret indblik i, hvilke gaver en hetære kunne få. Med smykker, tøj og penge udkonkurrerer den nye og velhavende elsker med lethed sømanden, som kun kan komme med billige sko, parfume, løg, brød og figner. Hetæren ser benhårdt på værdien af gaverne, selv om sømanden fremhæver, at det ikke er fair, når han nu har brugt alle sine penge på hende.
Forvirring
I Soldaten er hjemme igen (dialog 9) møder vi en hetære i et dilemma. Da hendes elsker elsker drog i krig, tog hun en ny og rig elsker. Men nu er soldaten vendt hjem som en rig mand, og hun vil forfærdelig gerne have ham tilbage. Men hvad med den nye elsker? Hun aner ikke sine levende råd, og det hele ender i en komisk scene, hvor de to elskere mødes foran hetærens hus. Dialogen har karakter af en komediescene.
Raseri
Vold og jalousi (dialog 15) viser, hvor voldsomt en elsker kan reagere, hvis han bliver droppet til fordel for en anden. Soldaten Deinomachos er blevet tilsidesat af sin hetære til fordel for en – rigere – landmand, og derfor bryder han sammen med nogle kammerater ind ved deres selskab, ødelægger maden, splitter inventaret ad og gennembanker den nye elsker.
Dialoger, der viser den omvendte situation, hvor en elsker dropper sin hetære, er samlet under temaet Rivaler.